Sous vide er en metode til at lavtemperatur-tilberede mad. Meget som min røgegrill. I steder for grillkul kommer varmepåvirkningen fra vand som holdes ved en konstant (lav) temperatur. Jeg har skrevet et andet indlæg om, da jeg byggede en sous-vide gryde med billige kinastumper – her: link.

I al sin enkelthed handler det om at vælge sin sluttemperatur, tilberedningstid, sætte vandbadet til den temperatur og så ellers have tålmodighed 🙂

Meeeen – hvor lang tid er nødvendig? Og hvordan med førevaresikkerheden? Jeg har fundet nogle ret nørdede kilder til at beskrive teknikkerne. Og denne her er den bedste, jeg har fundet: link. Forfatteren hedder Douglas E. Baldwin, og er virkelig nørdet :-). Og så lader det til, at han har styr på sin forskning…

Opvarmningstid

Opvarmningen… Man skal sørge for at få kernetemperaturen over de 54 grader inden for 6 timer, da antallet af bakterier ellers ender med at være for højt… Jeg har ikke helt luret, hvad der afgør, at det er “for højt”. Men det betyder, at der er grænser for, hvor tykke kødstykker der er egnede til sous-vide. Opvarmningstiden afhænger af tykkelsen og facon’en på kødet. Opvarmningstiden er her aproximeret, fra kødet er 5 degC i kernen, til det er 0,5 degC fra vandtemperaturen:

Bakterier

Et vigtigt spørgsmål er, hvordan man sikrer sig, at man ikke bliver syg af at spise maden… Når man lægger kød uden for køleskabet, går der trods alt ikke længe inden, man ikke skal spise det længere. Så hvad sker der, når man tilbereder ved kun 54 grader?

De fleste bakterier holder op med at vokse omkring 50 grader. Et par grader over det dør de ret hurtigt. Et par grader under vokser de hæmningsløst… En enkelt af de farlige bakterier holder op med at gro ved 52.3 grader. Så fidusen er at holde sig et par grader over det. En mindste-temperatur på 54 grader er dermed ok.

Når kødet varmes op, er det under de 52.3 grader noget tid. Og i den tid formerer bakterierne sig. Når så temperaturen kommer over de 52.3 grader, så gælder det om at holde sig deroppe indtil, antallet af bakterier er under det kritiske igen. Processen med at nedbringe antallet af bakterier kaldes pasteurisering. De tre kritiske bakterier er salmonella, listeria og coli.

Tiderne i tabellen ovenfor er opvarmningstiden. Altså hvor lang tid det tager at hæve kernetemperaturen til det ønskede. MEN – selvom opvarmningen går langsomere og langsommere, jo tættere man kommer på vandtemperaturen, er det begrænset, hvor lang tid man bruger over de kritiske 52.3 degC. Så – hvis man ikke synes, at man vil spille russisk roulette med gæsterne, så skal der nogle gange mere til.

Af tabellen ovenfor kan vi se, at et stykke cylinderformet oksekød på 55mm kræver 2½ time om at opnå 55 degC. Men skal vi være sikre på bakterierne, skal kødet have 4½ time! Man kan komme i den situation, at pasteuriseringstiden er lavere end opvarmningstiden. Man skal altid vælge den højeste af de to – for ellers bliver det enten ikke pasteuriseret, eller også når den ikke den rette kernetemperatur.

Douglas har hjulpet os ved at regne pastereeuriserings-tiden ud. Dvs. tiden fra 5degC til bakteriebestanden er under kontrol igen på den anden side af de 52.3 degC. Tabellerne er per fødevaretype. Tiderne er beregnet på basis af et hav af forudsætninger (herunder noget om kødets facon) – men skulle være udregnet som worst case. Der er dog et forbehold om marineret kød. Hvis marinaden er sur (syre-baseret), kan listeria modstå temperaturer meget bedre. Derfor skal pasteuriseringstiden fordobles!

Mørhed

Det siges om sous-vide, at man kan bringe det smukkeste frem i selv et stykke halvdårligt kød… hvordan opnår man så det? Ja Douglas skriver at effekten virker bedst ved tilberedningstider fra 12-24 timer og med temperaturer fra 55-60 degC. Min erfaring foreløbigt er, at de lange tilberedningstider giver anledning til en lever-agtig konsistens, der ikke er ret lækker… Mørt men kedeligt. Det kræver vist lidt mere eksperimenteren at blive gode venner med den teknik.

Efterbehandling

Kødet der kommer op af vandbadet ser på godt jysk kedeligt ud… Og en efterbehandling er påkrævet hvis man skal have nogen til at synes det ser lækkert ud :-).

Man kan enten bruge en rygende varm pande – eller en gasbrænder. Jeg har ikke selv eksperimenteret med gasbrænderen – men det må være nemmere at undgå at skamstege kødet med sådan én. Douglas mener at kunne smage forskel på butan- og propan-brændere… Personligt er jeg lidt skeptisk – men da han anbefaler butan og jeg ikke allerede har en brænder, så vil jeg lede efter sådan én :-). Så det skal prøves.

Teknikkerne i praksis

Som enhver god ingeniør vil sige, så er teori godt – men kun hvis det kan omsættes til praksis 🙂

Nu har jeg ikke rigtigt nogen muligheder for at måle på bakteriebestanden – men vi kan da smage på sagerne :-).

Som forsøgsrække har jeg tilberedt hakkebøffer af krondyr. De vejer hver ca. 160 gram og har en flad kugleform med en diameter på omkring 40 mm på det smalleste sted. Det er ret fedtfattigt, så det vil ikke hænge sammen, hvis man laver det til flade bøffer.

Bemærk at pasteuriseringtiden i disse tilfælde er lavere end opvarmningstiden. Så tiden for alle tre bliver 2:30.

55 grader

Nåe.. ja… det var så ikke lige min kom te med så rødt krondyrhak. Kødet var nærmest trevlet.

Jeg ristede ydersiden med en gasbrænder – det var ikke så vellykket. Den leverer kun en ganske smal – men sikkert meget varm flamme – det skulle nok have været noget andet 🙂

Men farven var fin 🙂

60 grader

MEGET bedre – men jeg tror jeg foretrækker krondyr hak gennemstegt… ved jeg nu :-). Så næste forsøg bliver med 65 gr.

Jeg brunede den på panden – ikke nemt med en mere eller mindre rund bøf…

65 grader

Så er den der – konsistensen er meget bedre, og er nu næsten gennemstegt:

Nå… men herfra er det vist bare øvelse 🙂

Sous-vide: Mad og elektronik i én skøn forening…

Sous-vide er lige som “low and slow” med grillen en teknik der fascinerer mig. Det går helt enkelt ud på at vacumpakke det og så tilberede det i varmt vand i mage timer. Vandtemperaturen vælges efter hvilken temperatur kødet skal ende på. Som med low and slow giver man med langtidstilberedning kødet mulighed for at nedbryde fibrene så kødet bliver utroligt mørt.

Såe… sår’n en dims må jeg da ha’ 🙂

Man kan selvfølgelig bare købe den færdig (se eks. her: link). For omkring 2500 kr er man i gang. Men nu er jeg jo både nørdet og nærig :-). Jeg har nu godt nok købt en vacuumpakker. Så fokus for denne blog er at bygge en Arduino-baseret temperaturstyring.
Der er følgende elementer i min sous-vide gryde:

• Temperaturmåling
• Styring af varmelegeme
• Cirkulation
• Temperaturregulering
• Display / setpoint-justering
• Kar

Denne blog handler om elektronik og firmware – senere kommer en anden om mekanikken.

Temperaturmåling

Jeg har købt en vandtæt temperaturføler. Den indeholder en DS18B20 (link) Maxim 1-wire temperaturføler – altså et digitalt serielt interface. Jeg lavede i sidste indlæg en gennemgang af sensoren og dens interface – så derfor se her: link.

Der viste sig dog nogle problemer med sensoren da jeg byggede den første mockup… 230V delen af projektet smadrede simpelthen one-wire bussen fra tid til anden. Jeg lavede derfor et simpelt filter der kasserer målinger der afviger mere end 5 grader fra den forrige måling. Det virker hæderligt omend der stadig slipper en ukorrekt måling igennem fra tid til anden. Der er absolut plads til forbedring.

Styring af varmelegeme

Varmelegemet er faktisk bare en dyppekoger der er forbundet til et relæ. Eller faktisk er det ikke et relæ men et solid-state relæ. Et solid state relæ er en switch baseret på enten thyristorer eller FET-transistorer.

Så – faktisk bare et relæ med mindre strøm til trækspolen og mindre larm :-).

Denne her kan styre 230V / 2A load med et 5V styresignal. Da varmelegemet jeg skal styre er på 300W (~300W/240V=1.25A) er det helt fint.

Søg efter “Solid-State Relay 2A” – den koster omkring 0,99 GBP.

Signalet er active low – så 0V er tændt og 5V er off. Og i softwaren er det eneste jeg skal tænke på at sætte den port jeg vælger til et output og så ellers sætte den on/off:

…MEN…AAAGRHHH… De solid state relæer jeg havde fået virker ikke… Jeg testede to stk… Heldigvis stoppede jeg der – og blev opmærksom på at min dyppekoger ikke var 300W (1.25A) – men 500W (2.1A)… lidt googling viser også at man ikke kan stole ret meget på de 2A de er rated til… Det er nok ikke Omron der er inden i trods det der står printet uden på…

Jeg testede en ny med en 40W el-pære – og så virkede den pludselig meget bedre…

Men – det løser jo ikke opgaven. Heldigvis havde jeg også købt nogle 10A solid state relæer – så det endte med sådan en i stedet. De er så active high – så high på udgangen give tændt heater.

Styring af cirkulation

“Rørepinden” drives af en gearmotor jeg har fundet på ebay. Det er en 6V DC-motor der kører med 60 omdr/min. Arduino’ens ben kan ikke trække strøm nok så jeg har brug for et eller andet til at drive motoren.

Rørepinden skal egentligt køre hele tiden – så måske skulle jeg bare sætte den direkte på strømforsyningen… Meeen omvendt vil jeg egentligt gerne kunne starte og stoppe den langsomt så det ikke skvulper så meget… Og til det formål vil det være smart med en PWM udgang.

Og – hov! Nederst i bunken af stumper fandt jeg et IRF520 baseret modul – det er godt nok en 9.2A fet… men det er vist fint nok :-)… Man skal dog lige huske at sætte en diode over motorterminalerne så man ikke risikerer at motoren “sparker igen” når man slukker FET’en. Årsagen til at en motor gør det er dels at der er en spolevirkning  i viklingerne der forsøger på at holde strømmen konstant – og med open circuit så øger den spændingen for at forsøge at få strømmen til at løbe. Desuden “vender” motoren om og bliver en generator når man afbryder den og den bremser op. Den strøm motoren genererer skal kunne  løbe et eller andet sted hen – ellers får man samme effekt med høje spændinger. Og har man høje spændinger så er det bare et spørgsmål om hvad der går i stykker først… 🙂

I firmwaren er det eneste der er nødvendigt at skrive en analog spænding til den PWM-udgang man vil bruge. Hvis man kan leve med 1kHz pwm-frekvens så er det en nem måde at lave PWM-styring på… Så jeg slipper i denne omgang for at tilpasse det H-bro library jeg lavede til robotbilen (link).

Der viste sig i praksis at være nogle mindre problemer med den opstilling… Nemlig at 60 omdr/min slet ikke er nok til at få vandet til at cirkulere. Jeg satte en strømforsyning i serie med motoren – så den fik omkring 12V i stedet for 5V… Og det hjalp. Så – nu har jeg bestilt en motor med en højere gearing – måske for høj men så kan jeg jo reducere den med PWM’en.

Temperaturregulering

Temperaturreguleringen har jeg i første omgang lavet som en helt simpel bang-bang regulering. Det vil sige at jeg tænde varmelegemet hvis temperaturen er 0,5 grader under setpunktet og slukker det når temperaturen er 0.5 grader over setpunktet. Det har vist sig at virke bedre end forventet – men når jeg får analyseret på opvarmningskurverne så vil jeg vurdere om jeg skal gøre noget ved det.

Display / temperaturjustering

Jeg har købt et 2×16 LDC keypad shield – altså et print med display og knapper der passer lige ned på Arduinoen. Og det er f… fikst 🙂
Det almindelige arduino LCD-library (LiquidCrystal.h – link) virker perfekt. Shielded bruger pin 4-9 – så det eneste man skal gøre er at oprette objectet med benene som parameter på constructoren. Derefter kalde “begin” med størrelsen af displayet – her 2×16 tegn. Endelig er det bare at gå i gang…:

Nu er der jo også nogle knapper… De er sat på med en spændingsdeler så hver knap repæsenteres af en spænding som kan måles med en analog indgang. Med en 10 bit ADC er der 2^10 mulige værdier – altså fra 0-1023:

så:

Hvis man ikke gør andet vil koden tro at man har trykket på en knap hver gang man kalder funktionen (altså mens man holder knappen nede). Det vil i praksis betyde a knappen repeterer med en ukendt hastighed. For at undgå det har jeg lavet en stump ekstra kode der både sørger for at ét tryk kun giver respons én gang OG sørger for at repetere med en kendt hastighed:

Tilgiv at ovenstående kode er lidt rodet – jeg har lavet det som en klasse der oprettes og kaldes gennem sit interface. Se kode-linket herunder.

Strømforsyning

Jeg har købt nogle små 5V / 2A strømforsyninger. Simpelt og nemt :-).

Diagram

Firmware

Jeg har ad flere gange optimeret lidt på koden – både UI, struktur og funktionalitet. Konkret er der kommet et ur til, koden er blevet strukturet bedre og jeg fik fikset nogle læsefejl fra temperaturføleren.

Du kan hente arduino-imaget her:  Download

Summary – og test 🙂

Skrue skrue skrue… Og voila blev konstruktionen sat sammen.

Første udgave var som nævnt voldsomt ustabil. Temperatursensoren gav fejlmålinger og koden gik ned med jævne mellemrun :-). Det opdagede jeg på den hårde måde ved første test 🙂 Koden crashede med varmelegemet tændt – og vandet nåede op på 80-90 grader. Det var lidt mere end plastikkarret kunne holde til – så det buler lidt nu… Godt jeg havde stillet den i vasken!!!

Jeg fik så det hele bygget lidt mere permanent sammen – med en mere hensigtsmæssig kabelføring og klar adskillelse af 230V og 5V. Det hjalp. Så forleden lavede jeg første test med en enkelt bøf 2 timer ved 54gr og dagen efter med en tyndsteg 11 timer ved 57gr. Begge var fine resultater – omend stegen var mere gennemstegt end jeg selv foretrækker :-).

Oooohkayyy… Det kan alle da… Og ja – helt enig – men jeg vil gerne fortælle om en teknik jeg bruger…

Fidusen er at holde fast i den struktur kødet har når det kommer ud af hakkemaskinen. Gør man det så svinder bøfferne ikke ind og bliver seje og tørre.

Teknikken er at undgå den klassiske “massage” af kødet (som at forme boller) for at få det i facon.

I stedet skærer man med en skarp kniv kødet over i to stykker og stabler dem oven på hinanden.

Man skal så nænsomt som muligt have de to halvdele formet til en liggende søjle. Undgå at mase mere end absolut nødvendigt… Men nok til at de ikke falder fra hinanden.

Og så napper man simpelthen kniven og skærer bøfferne ud af cylinderen…

Sidste detalje inden stegning er – igen med nænsom hånd – at forme bøfferne så de dels hænger sammen og dels er nogenlunde runde.

Jeg plejer at klare det med en spisekniv og klør fem.

Så er der vist kun tilbage at lade være med at skam-stege bøfferne. OG – lad være med at trykke dem flade eller trykke på dem for at se om der kommer kødsaft ud hvert andet øjeblik. Så bliver de bare ulideligt tørre…

Med en tykkelse på lidt under 2 cm er stegetiden for en hakkebøf 8-10 minutter – så sæt uret og vent med at mærke på bøfferne til de 8-9 minutter er gået.

De skulle selvfølgelig have været på grillen – men det pisregnede så det kom de altså ikke 🙂

I april 2009 faldt jeg over en reklame for en “Røgegrill”. En Weber Smokey Mountain Cooker. Grillens specielle funktion er at ovnrummet kan holdes nede omkring 100 grader. Derved kan man grille “low and slow” – altså lang tid ved lav temperatur. Den kunne fås i 47 og 57 cm – så da jeg fortalte fruen om den fantastiske grill var hendes kommentar – så skal det da være 57 🙂

To dage senere kom der en papkasse på størrelse med Møns Klint… Først meget senere opdagede jeg at fruen vist havde ment det hypotetisk… At hvis man skulle købe – ja så skulle det da være en 57’er 🙂

Men nå – hun protesterer heldigvis ikke når den har været i gang 🙂

Det første jeg lavede var Pulled Pork… Jeg skylder at nævne at det var et par år før nogen havde hørt om Pulled Pork herhjemme. Pulled Pork er stadig det bedste vi ved – nærmest husets specialitet :-).

Jeg syntes jo egentligt at “den nye” matchede den lille 47 cm weber ret fint – omend den så lidt splejset ud i sammenligning 🙂 Den er i øvrigt senere blev udskiftet…

Jeg fandt tidligt ud af at “Mad Eddies Rub” falder i god jord – gerne sammen med hjemmelavet bbq sauce (Classic Cowboy Western Barbecue Sauce).

Mad Eddies rub

• Paprika 1 spsk
• Chiliflager ½ spsk
• Løgpulver ½ spsk
• Hvidløgspulver ½ spsk
• Pebermix 1 spsk
• Barbeque 2 spsk
• Salt ½ spsk
• Brun farin 3 spsk

Mix krydderierne, placer svine nakkefillet’en på husholdningsfolie og gnub den ind i krydderierne. Pak den ind i folien og læg den i køleskabet i 1-2 døgn.

Classic Cowboy Western Barbecue Sauce

• 1/2 cup chopped onion (hakket løg)
• 2 tablespoons minced garlic (knust hvidløg)
• 3 tablespoons canola oil (rapsolie)
• 1/2 cup apple cider vinegar (æble cider eddike)
• 1 cup strong coffee (or a Stout beer) (jeg bruger en brown ale øl)
• 1 cup tomato ketchup
• 1 can (6 ounces) tomato paste
• 1/4 cup worcestershire sauce
• 2 tablespoons molasses (or ½ cup brown sugar) (jeg bruger brun sukker)
• 1 teaspoon Tabasco sauce
• 1 teaspoon salt

In a medium saucepan cook the onion and garlic in the oil over medium heat until softened (about 5 minutes). Add the remaining ingredients, turn the heat to high, and bring to a rapid boil. Once the stuff comes to a boil, turn the heat down to medium and simmer until the sauce is reduces by about a third, or until it reaches whatever consitency you prefer. If you don’t like the sauce chunky with onion pieces, feel free to give it a whir in a blender or food processor. For an added nuance, I added a teaspoon of sweet smoked Spanish paprika. Chipolte (røget stærk chili) powder works as well for that added layer of smoked flavor.

Low and slow

Og NU til det spændende 🙂

For at kunne grille ved lav temperatur bruger man nogle “tricks”…

Trick nummer 1 er optændingen… Udfordringen er jo at kullene er mange hundrede grader varme – så det første trick er at tænde få kul – og lade dem tænde hinanden langsomt. Der er forskellige metoder til det. Nogen lægger kullene i en “stribe” rundt langs kanten og tænder de første par stykker. Alternativt kan man bruge “mignon” metoden der går ud på at placere kullene i en “skål”. Man placerer så et par tændte i midten og kullene brænder så ud ad. Jeg bruger mignon-metoden når jeg skal grille i mange timer – det kræver 5-7 kg kul at grille i 12 timer. Dem kan man ikke lægge i en stribe… Til kortere grilninger er stribemetoden rigtigt god.

Trick nummer to er vand… i et vandfad… Fordampningen er med til at stabilisere temperaturen i ovnrummet – og giver den bivirkning at kødet ikke tørrer ud over de mange timer. Der skal bruges omkring 12 L vand til 15 timers grilning.

Det tredje trick er opmærksomhed… Ja det lyder dumt – men der skal løbende justeres på spjældene – så det duer altså ikke at starte den og så vende tilbage 12 timer senere… Jeg pønser på at lave en styring til grillen – men indtil videre er det altså den manuelle metode.

Og det fjerde trick er at vælge de rigtige kul. Der er vildt stor forskel på grillbriketter… Helt kort er der en sammenhæng mellem hvor lang tid det tager at starte briketterne – og hvor lang tid de holder varmen. Heat Beads tager omkring 45 minutter at starte – men holder varmen i mange timer. Webers briketter holder ikke ret lang tid – men er meget hurtigere at tænde. Jeg bruger udelukkened Heat Beads til low and slow. Er man heldig kan man finde dem til 80-90 kr i Jem og Fix…

Og det femte trick er at ryste asken af efter 12-14 timer når temperaturen begynder at falde og det ikke hjælper at åbne spjældene mere. Der sker det at der dannes et lag aske på ydersiden af kullene der hindrer ilten at nå kullene inden under asken. Og så går de ud… Hvis man forsigtigt banker på kulristen så drysser asken af uden at hvirvles op – og vupti kan kullene give varme igen.

En dag i grill-land

Projektet starter senest aftenen før der skal serveres – helst en dag før. Kødet bliver rubbet og lagt i køleskabet. Røgetræet bliver lagt i vand. Kl. ca. 4 om morgenen gør jeg kul klar i en skål i grillen og lægger 10 briketter i grillstarteren. Og så går jeg i seng igen. En time senere flytter jeg de nu varme briketter over i midten af grillen, lægger en håndfuld røgetræ ind på de kolde kul, fylder varmt vand i vandfadet og lægger kødet ind på risten. Så lukker jeg grillen med alle spjæld åbne – og går i seng igen. Endnu en time senere kigger jeg til grillen og som regel er det tid til at justere spjældene ned. Og derfra er det så ca. hver time jeg kigger til temperaturen og justerer spjældene… Jeg lægger løbende mere røgetræ ind – normalt 3-4 håndfulde fordelt over hele dagen.

Og jo – jeg er som regel lidt træt når vi får gæster sidst på dagen 🙂

Vi plejer at spise pulled pork i ciabatta boller med cole slaw og bbq sauce. Beregn lidt mere kød til hver end du normalt ville – både fordi man spiser mere men også fordi det svinder en del under grilningen. Min erfaring er at 2,5 kg nakkefillet er nok til ca. 6 voksne. Der er dog undtagelser som da vi til min 40 års fødselsdag var 10 knægte der spiste 7,5 kg pulled pork…

Temperaturnørderi…

Og – så er det her det bliver lidt nørdet… Når man griller svinenakkefillet – som indeholder en del fedt – så stiger temperaturen ikke proportionalt med temperaturforskellen som man skulle tro. Først stiger temperaturen til 70-80 grader rimeligt hurtigt – men så står temperaturen næsten stille i mange timer. Og så pludselig stiger temperaturen igen. Når den så er oppe i nærheden af 90gr er det spisetid…

Det tog lidt tid at skyde sig ind på hvor lang tid det tager… så vi har spist meget sent mange dage… Og jeg må tilstå at jeg er begyndt at snyde hvis jeg har fornemmelse af at det er svært at holde temperaturen eller hvis jeg er kommet bagud. Og så ryger den i ovnen…

Og… ja nu kommer vi til den alvorlige del… Jeg fører en log over temperaturudviklingen i grill og kød og registrerer hvordan jeg indstiller spjældene…

Som det kan ses af kurven over grill-temperaturen er det muligt at holde den rimeligt konstant:

Kødets temperatur-udvikling har som omtalt et plateau – det ses sjovt nok ikke så tydeligt af grafen som det opleves i praksis.

Jeg regner med at når jeg får lavet en styring så vil jeg lave noget mere detaljeret analyse over absolut temperatur holdt op mod delta-temperatur. Jeg har en (naiv) forventning om at kunne opnå en (begrænset) evne til at forudse slut tidspunktet. Det vil jeg bruge til at lade styringen justere spjældene til den temperaturprofil der giver kød færdigt til tiden…

For den detaljeorienterede nørd er der selvfølgelig en masse fejlkilder som der skal styr på… Blandt andet er min normale temperaturmåling den der sidder i låget på grillen. Med andre ord måles der ikke nede ved kødet. Hvad det præcist betyder er svært at sige da varmen stiger opad kan det være varmere – men omvendt er der afkølingen til omgivelserne der virker den anden vej… Det rigtige er selvsagt at måle på risten.

Andet low and slow

Man kan i princippet stege alt low and slow – men der er selvsagt noget der er bedre egnet end andet… For det første skal der gerne være noget fedt i kødet som kan nedbrydes i processen og være med til at holde kødet saftigt. Det andet er at slut-temperaturen skal ligge ret tæt på grillens temperatur – eller opnår man ikke rigtigt den samme effekt.

Tager man et stykke godt oksekød og griller det ved 110gr i et par timer så får man fint resultat – men ikke nævneværdigt forskelligt fra at grille det ved høj temperatur ved indirekte varme i kuglegrill. Så det bedste vil være en endnu lavere grilltemperatur. Den nød har jeg ikke rigtigt knækket endnu. Man kan selvfølgelig sætte det i ovnen. Som amerikanerne gør når de laver “Prime rib” (oksehøjreb stegt 24 timer ved meget lav temperatur). Eller når man tilbereder med sous-vide (opvarmning i vandbad med kontrolleret temperatur).

Vi har prøvet vildsvinekølle, unghane, spareribs, oksespidsbryst, lammekølle – og sikkert noget mere jeg har glemt 🙂

Det kan varmt anbefales – god fornøjelse …

Ohhhhkayyyy…? Hvordan kan det blive nørdet at hænge kajakken op i et par stropper i carporten? NEMT for en ægte nørd 🙂

Ophænget skal selvsagt være elektrisk. Jeg forestiller mig en 50mm tromle som snoren kan vindes op på. Tromlen mellem en motor med gearing i et vinkelbeslag og et kugleleje.

Men hvordan finder man ud af hvilken motor man skal købe…? Hvor hurtigt skal den køre og hvor kraftig skal den være? En søgning på ebay ledte min opmærksomhed hen på en 230V motor med gearing så den kører 15 o/min og den kan yde 14W. Der er så noget med virkningsgrad og tab der skal huskes 🙂

Men – Arbejde er lig kraft * vej…:

W=F*s; [J]=[N]*[m]

Kraften kan vi finde som masse gange acceleration:

F=m*a; [N]=[kg]*[m/s^2]

Da vi skal løfte lodret op er accelerationen lig tyngdeaccelerationen “G” på 9.81 m/s^2. Så vi skal løfte en kajak på 25 kg skal vi løfte med ~250 N.

Tromlens diameter fortæller hvor langt vi løfter på én omgang:

s=2*pi*r=pi*d; [m]=[m]

En 50mm tromle giver en omkreds (s) på ~160mm.

Opsummeret betyder det at energien der skal bruges per omgang er:

W=F*s=m*a*s=m*G*s=m*G*pi*d

Og… Effekt er arbejde per tid:

P=W/t; [W] = [J] / [s] -> t=W/P

Deraf fås et udtryk for tiden per omgang:

t=W/P=m*G*pi*d/P

og udtrykt som omdrejningshastighed (o/min):

rpm=60/t=P/(m*G*pi*d); [o/min]

Med 25 Kg kajak, 14W motoreffekt, 50mm tromlediameter, opnås en hastighed på ~22 o/min. Så hvis jeg vælger en 15 rpm motor så bør der være margin nok til tab osv.

Med en løftehøjde på ca. 2m og en reel motorhastighed på 15 o/min så tager det ~51 sekunder at løfte kajakken op. Lidt lang tid – men det må jeg leve med.

Og ja… jeg brugte excel… lynhurtigt og nemt at pille rundt i beregninger og konstanter… 🙂

Motoren jeg fandt er en 14W, 15rpm, 230V motor jeg fandt på ebay (link). Den koster £16 plus fragt – men fra Kina. Så der er risiko for told og moms da beløbet (incl. fragt) er over 80 kr… Motoren er reversibel – hvilket selvfølgelig er nødvendigt når kajakken skal ned igen :-). Det er en del nemmere at bruge en 230V motor i stedet for en 12V hvor der skal en særskilt strømforsyning til…

Første heat…

Meeen – i første omgang har jeg valgt at sætte den op med et manuelt løftesysetm.

Jeg satte et par tværpinde op til at montere taljeblokkene på. Taljeblokkene fandt jeg i Biltema (enkelt – link og 2x dobbelt – link).

Først prøvede jeg bare at trække den op med hånden… 25 kg er faktisk ret meget når man skal løfte det på den måde… Det viste sig heldigvis at Biltema har spil beregnet til bådtrailere til nærmest ingen penge… Jeg valgte det mindste spil (link) til 129 kr.

Og faktisk virker det ret godt…

Det eneste jeg mangler nu er nogle bredere remme til vugge. Og nogle remme som sikkerhedssystem til hvis noget går i stykker så kajakken ikke lander oven på bilerne… 🙂

Edit:

Efter første heat ovenfor fik jeg fat i de brede remme og valgte jeg at redesigne ophænget en smule så det ikke klemmer så meget om kajakken. Det blev klaret med to vandrør, 6 øjebolte og 4 karabinhager:

Jeg har altid været et friluftmenneske – altså oven i at være en tekniknørd. Man kan vel fristes til at sige at jeg er lidt nørdet med det meste jeg laver… 🙂

Vores genbo – Michael Betzer fejrede sin 60 års fødselsdag i sommeren 2014 som et kajakarrangement hvor gæsterne kunne få en tur på fjorden. Jeg havde roet en enkelt tur med Michael tidligere og var faktisk ved at være moden til at prøve lidt mere. Jeg har en del bøvl med knæene som har gjort det problematisk at fortsætte med at vandre med rygsæk. Min ellers foretrukne kilde til motion og naturoplevelser. Så tænkte jeg at kajakken kunne være løsningen på at få motion, trænet ryggen og få fede naturoplevelser på samme tid.

Så… Første weekend i oktober 2014 tog jeg et EEP2 kajakkursus ved “Trekantens Kajakskole” (link) og meldte mig bagefter ind i Kolding Kajakklub (link). 2/11-2014 tog jeg første gang på vandet som absolut newbie.

Kolding Kajakklub ligger lige ned til Kolding å. Klubbens regler er at man skal ro 50 km på åen og aflægge en 600m svømmeprøve før man er “frigivet”. Frigivet betyder at man må ro stort set hvor man vil. Jeg fik først taget mig sammen til at komme i svømmehallen 19/2-15 – hvor jeg havde roet 102 km på åen.

Turenes længde er gradvist steget fra de 6-8 km da jeg roede på åen til 15-20  som de fleste ture er på nu. Jeg ror fast hver søndag morgen inden familien får øjne :-). I begyndelsen var jeg nødt til at puste hvert andet øjeblik – men det gik utroligt hurtigt med at få musklerne til at makke ret – og jeg kan nu ro 20 km uden pauser.

I julen 2014 tog Michael og hans kone Marianne mig med på en længere tur ud på fjorden. Jeg lånte en tørdragt af Michael – og det var jeg rigtigt glad for. Særligt fordi jeg ville efterligne Michael der øvede kantning… Og plumpede i det pissekolde vand – det var frostvejr… Det var fedt at opleve at dragten (og termoundertøjet) gjorde at jeg ikke blev kold. Det var også fedt at opleve at træningen fra kurset virkede – komme ud af kajakken og makkerredning til at komme op igen.

Efterfølgende fik jeg lov til at købe tørdragten af Michael – og hold da op – det er vanedannende :-). Det er meget svært at overbevise sig at foråret nu er kommet og at våddragt er den rette påklædning… Det fede ved at have en tørdragt er at jeg ikke er nervøs for at fortsætte med at ro vinteren igennem – heller ikke på fjorden selvom jeg nok vil holde mig af det åbne vand på Lillebælt når det bliver koldere.

Inden jeg købte tørdragten købte jeg noget billigt grej til at komme i gang på. Neoprenstøvler, våddragt (longjohn), rojakke, redningsvest, spraydeck, pumpe og paddlefloat.

Jeg forelskede mig fra starten af i en Valley Nordkapp RM. RM betyder “rotary molded” – dvs. en rotationsstøbt plastikkajak. En tubberware-kajak som onde tunger kalder det 🙂 . Den går i øvrigt også under titlen Nordkapp PE – for polyetylene som er det plastmateriale den er lavet af. Jeg prøvede Michaels og efter EPP2 kurset hvor jeg sad elendigt i en kajak hvor der ikke var plads til mig – ja så var jeg klar til at holde fast i Nordkapp.  Jeg er 188cm høj og tilpas deform til ikke at kunne sidde godt i alle kajakker. Men Nordkappen passer mig perfekt – med fodstøtterne i yderposition :-). Klubbens har to eksemplarer – så jeg er aldrig rigtigt kommet i gang med at prøve andre.

Klubbens to eksemplarer er meget eftertragtede – og særligt i sommersæsonen gav det ofte problemer at få fat i en af dem. Og når “sommerroerne” så heller ikke kan finde ud af at rydde op efter sig – ja så blev det faktisk lidt træls…

Så – efter knap 400 km besluttede jeg i august 2015 at købe min egen. Jeg bestemte mig for at holde fast i en plastikkajak da jeg helt ærligt ville ærge mig gul og grøn hver gang jeg roede på en sten hvis jeg havde en glasfiberkajak. Ulempen er selvfølgelig vægten. Den vejer 28 kg… d. 2/9 hentede jeg en Valley Nordkapp RM (link) kajak ved Mellerup Havkajak (link).

Den er fra ca. 2011 – og er dermed af den nye model med forbedret sæde. Og det er jeg glad for for det er faktisk det eneste jeg var træt af ved klubkajakkerne.

Da kajakken officielt var min fødselsdagsgave blev den navngivet på min fødselsdag d. 27/9. Den opmærksomme læser vil se ligheden mellem navnet og mit efternavn 🙂

Men – en kajak er jo ikke nok. Der skal jo som minimum en pagaj til før man undgår turen ned forbi klubhuset… Så jeg købte en brugt delbar cabon-pagaj. Den havde en defekt låsearm som jeg brugte nogle forsøg på at fikse – se indlægget her: link. Jeg valgte en delbar fordi det er så besværligt at transportere en udelt pagaj i bilen… Samtidig giver det muligheden for at justere skivning. Skivning er vinklen mellem bladene og er meget smag og behag – kombineret med nogle praktiske hensyn. Grønlænderpagajer har normalt 0gr skivning. Min er trinløst justerbar mellem -65 og +65 grader (eller rettere 360gr – men det er ikke så relevant ud over +/-65gr). Negativ skivning bruger venstrehåndede der holder fast om pagajen med venstre og lader den glide i højre – i stedet for det modsatte som jeg (og andre højrehåndede) gør. En høj skivning betyder mindst mulig vindmodstand på den del af pagajen der er oppe i luften – men betyder omvendt at man skal vride meget i håndledet. Jeg ror med ca. 30gr – og det har hjulpet meget på mine håndled at begrænse skivningen.

Til mørkeroning har jeg købt en vandtæt lygte der egentligt er beregnet til hundehalsbånd. Den kan både blinke og lyse konstant – og er med hvidt lys. Oven i købet er den dansk udviklet – Orbiloc dog dual (link). Jeg har monteret den på min kasket som en anden “lille hjælper” (Georg Gearløs) lys :-).

Da jeg nåede til kompasset blev jeg nærrig… Det helt “rigtige” kompas er et Silva 58 (link). Det koster i omegnen af 600 kr… I stedet købte jeg et kina-kompass (link). Jeg fjernede elledninger (der er lys i…) og foden. Borede et par huller til en elastik og voila jeg havde et billigt kompas… Hvor længe det holder og om jeg ender med at jeg køber et Silva tør jeg ikke sige 🙂

Når temperaturen daler er hænderne det første der begynder at lide… Jeg købte et par handsker med åbne håndflader – og har været rigtigt glad for dem. At være i god kontakt med pagajen er rart… Meeeen – vandet har det med at løbe ind i handsken og så er de ikke så varme mere… Så det er altså ikke nok når temperaturen kommer i nærheden af og under frysepunktet. Så jeg har suppleret med et par lukkede handsker til den kommende vintersæson.

Jeg har en vandtæt pose med førstehjælps grej – og en anden med diverse… Her i blandt varmt vand, kaffepulver, chokolade og et nødblus.

Endelig kræver klubbens regler (og almindelig sund fornuft) at man har en reservepagaj med når man ror rundt på Lillebælt. Så jeg købte den billigste jeg kunne komme i nærheden af – en plast/alu pagaj fra Swift – “Egalis”. Den er delbar men kan kun skives til -65/0/65gr.

Når man skal afsted er der to ting man SKAL have styr på… Det ene er vejr (og ikke mindst vind). Det andet er kort.

Vejrudsigten kan hentes mange steder. Jeg synes rigtigt godt om windfinder.com (link). Det fede ved den side er at vindhastighed, retning og nedbør/sol og temperatur er samlet i et superoverskueligt format med data for hver time. Min erfaring er at det passer ret godt med virkeligheden.

Kortene kan man downloade fra Kortforsyningen der er en del af Geodatastyrelsen (link). Der er kort over hele Danmark til gratis download. Man kan hente alverdens forskellige kort. Den model jeg henter er topografiske 1:50.000 (også kaldet 2cm kort). Søkort havde selvfølgelig været fede – men dem kan man vist ikke hente gratis – og i øvrigt betyder vanddybden ikke så meget når man er i kajak :-). Man henter nogle kortudsnit af fast størrelse. Jeg klipper dem så sammen i Photoshop Elements så jeg får det areal som jeg gerne vil dække. Jeg har printet dem i 1:1 og lamineret dem – det virker overraskende godt…

Jeg ror primært alene. Mest fordi min stramme tidsplan på hverdage og ønske om at ro tidligt søndag morgen ikke rigtigt giver de store muligheder. Men – jeg vil rigtigt gerne blive bedre til at få selskab på turene. Jeg er med i en facebookgruppe der hedder Trekantens Kajakfællesskab. Det er Bent der står bag Trekantens Kajakskole der styrer dette initiativ. Desværre har jeg kun været med til ganske lidt – og det må være mit udviklingsområde. Det er trods alt hyggeligere at være flere afsted 🙂

Et andet udviklingsområde er at pakke kajakken til overnatning. Eks. er der en overnatningsplads på Fænø kalv midt i Lillebælt. Og hvis man leder er der sikkert andre spændende placeringer.

Det er en lidt dyr sport at komme i gang med – men til gengæld får man mange gode timers underholdning og motion.

Så – jeg ved ikke om jeg kan kalde mig kajaknørd (endnu) – men jeg er i hvert fald vild med at nørde med kajakken 🙂

Hmmm – crowdfunding – knap-så-nyt-og-spændende længere… Vi er kommet over nyhedens første interesse – og er ikke længere helt så tolerante overfor projekternes mere eller mindre vilde løfter og manglende indfrielse af disse.

Eller også…

Jeg er i hvert fald ikke helt kureret 🙂

Bbbbut WHY… Hvorfor risikere sine kære sparepenge på et mere eller mindre håbløst projekt der køres af nogle mennesker der med stor sandsynlighed ikke kan leve op til det de lover…? For mit vedkommene tror jeg at det er lige dele af nørd-gen og sympati med iværksætterne.

Min baggrund i Amfitech (konsulenthus) hvor jeg primært arbejdede med  iværksættere har givet mig et perspektiv på hvor svære deres kår er. De fortjener al mulig støtte – for det er dem der skal skabe fremtidens jobs. Både herhjemme og i udlandet.

Der er flere paltforme for crowdfunding – jeg har indtil nu kun benyttet Indiegogo og Kickstarter – og ved egentligt ikke hvilke andre der findes… Jeg kan ikke rigtigt sige at der er forskel på dem set fra min stol – men har læst et eller andet sted at kickstarter er bedre på det amerikanske marked…?

Jeg har indtil nu støttet en del mere eller mindre tvivlsomme projekter – men har dog været heldig at der ikke er nogen af dem der er gået på halen endnu.

Desværre er der kun et enkelt af projekterne der er dansk funderet – Airtame. Alle de andre er udenlandske…

Indiegogo

The Minuum Keyboard Project

Mit allerførste crowdfundede projekt… Et on-screen keyboard der ikke fylder hele skærmen og bruger intelligente metoder til at gætte hvad du skriver. Et fedt projekt – desværre er det stadig (efter flere år) ikke kommet på dansk. Men firmaet eksisterer endnu og kommer løbende med opdateringer.

AIRTAME: Wireless HDMI for Everyone.

Airtame er et dansk projekt – og kampagnen på Indiegogo var fabelagtigt godt gennemført med løbende stretch goals og markedsføring. De forstod virkelig at motivere dem der støttede dem til at bringe hele deres netværk med…

Og – bortset fra de evindelige forsinkelser der følger med alle projekterne – så har de nået målet… Sådan da… En del af supporterne har ikke rigtigt været så begejstrede for det kursskifte de lavede undervejs – at flytte fokus fra målgruppen under kampagnen – private – over til det professionelle marked. Det har de fået en del stryg for. At det så forretningsmæssigt er en rigtigt god ide er en helt anden sag. Man skal ikke gå head-on med Googles ChromeCast. Godt set – men selvsagt føler støtterne sig ført bag lyset.

Jeg har selv installeret mine enheder på Lodam (hvor jeg arbejder) – og har introduceret nogle få medarbejdere til systemet – så de kan være med til at teste. Og efterhånden begynder softwaren at nærme sig et niveau hvor jeg kan tillade mig at præsentere brugerne for det… Og – det virker faktisk fornuftigt. Jeg har ikke de store erfaringer med streaming af lyd og billede – og det får de stadig en masse skældud for. Også latency mellem pc og tv får de tæv for. Det kan nok ikke gøres meget bedre så længe de streamet hele billedet – men måske kunne de lave noget der minder om det man gør ved remote desktopløsninger – altså sende musens position særskilt og så tegne den i destinationen. Jeg har foreslået det – så måske er det med på ønskesedlen…

Nextear – The worlds smartest wireless earphones

Nåe ja… Efter jeg havde støttet “Hush” (se nedenfor) og opdagede at de nok ikke helt var de bluetooth ørepropper jeg havde forestillet mig 🙂 – ja så faldt jeg over NextEar – og de matcher præcis det jeg synes er fedt. Små og genopladelige og supernemme at bruge :-). Altså i følge præsentationsvideoen…

Endnu er de bare forsinkede – men der kommer jævnlige opdateringer og forklaringer – så jeg glæder mig til at se om de kommer inden jul…

Fund the world’s only manned amateur space program

Dette projekt kommer der uden tvivl en selvstændig blog om en dag… Det er Copenhagen Suborbitals – Danmarks amatørrumprogram… De lavede en funding kampagne for at få kapital til den affyring der skulle være lavet fra Østersøen her i efteråret 2015. Desværre er launch udsat til foråret på grund af forsinkelser med tilhørende dårligt vejr…

Kickstarter

The MicroSlice | A Mini Arduino Laser Cutter & Engraver.

The Microslice er et lille x-y bord med tilknyttet 600mW laser. Den kan skære 2mm skum og papir – og gravere alt muligt andet – dog ikke stål/alu.

Det var et mareridt at samle produktet – der i øvrigt var planmæssigt forsinket. Men det lykkedes og den kører fint og gav mig blod på tanden til at bygge laser-graverings-maskine 2.0 – eller rettere bygge et graveringshoved til min CNC-fræser… Mere om det i en anden blog.

The Peachy Printer – The First $100 3D Printer & Scanner!

Peachy 3d-printeren er en SLA-printer. Og hvad pokker betyder det… Ja der er forskelige typer af 3d printere:

• SLA: Stereolithography – væske der hærdes med en laser
• SLS: Selective Laser Sintering – pulver der smeltes med en laser så det hærder op hvor det har været smeltet.
• FDM: Fused Deposit Modelling – plastiktråd der smeltes og presses ud i små dråber som i en ink-jet printer

Så – Peachy er en printer der hærder en væske med en laser. De har fundet på et koncept hvor de sparer den ellers så dyre spindel med stepmotor på z-aksen. Det klarer de ved at dryppe saltvand (der er tungere end den lysfølsomme væske) ned i karret. Derved stiger vandstanden så det næste lag kan hærdes. Genialt – men ikke uden udfordringer. Især fordi mekanismen til at styre laseren også skal være billig – så den består af to små spejle der er ophængt i elestikker og andet kreativt… Projektet er omkring et år forsinket – men designet er nu på plads og vi venter på at de sidste stumper leveres. Også softwaren skulle være godt undervejs. Såeeee – måske i løbet af de næste par måneder…

Hush | The World’s First Smart Earplugs

Som nævnt ovenfor er dette projekt nok lidt en nitte… Det er nogle ørepropper der kan spille musik på et indbygget kort – eller bare maskere partnerens snorken. Hvis jeg er heldig kan jeg sælge dem til konen så hun kan få nattesøvn trods mine forsøg på at lyde som et savværk…

Tiko – The Unibody 3D Printer

Og… mens jeg venter på Peachy kunne jeg ikke stå for denne FDM-printer. FDM – Fused Deposit Modelling. Printeren smelter plastiktråd og presser det ud i små dråber. Rigtigt placeret i mange lag – ja så bliver det til plastikdimser…

Denne printer er en delta-printer. Det betyder i al sin enkelthed at i steder for at have et x-y-bord med en z-akse på – ja så har man tre z-akser – og ved at flytte dem koordineret kan de til sammen udgøre x, y og z-akse… Som illustreret her:

Nå – men med alle de forsinkelser – så få man jo bare meget mere for pengene 🙂 Dybest set er det at følge med i processen jo det bedste ved det hele. Så jeg fortsætter nok med at sætte penge i tvivlsomme, over-optimistiske, overdrevne og sjove projekter…. Jeg kan anbefale det – men pas på det er stærkt vanedannende… 🙂

Jeg købte en brugt pagaj – to-delt og i fuld carbon. Super pagaj – men låsen var i stykker. Jeg forsøgte først at komme i kontakt med en forhandler uden held – dernæst producenten… Men ingen kunne skaffe mig den lille arm der manglede.

Nå – men med kælderen fyldt med værktøj bør der jo være en vej… Og med en cnc-fræser er der jo en supernørdet vej jeg ikke kunne holde mig fra 🙂

Så – jeg tegnede låsearmen i Geomagic – det cad program jeg bruger fordi man ikke kunne finde en hæderligt gratis et den gang jeg startede med cnc og 3d. Programmet hed den gang Alibre CAD og blev forhandlet af Amstrup Engineering (link). Jeg købte også Alibre CAM – der i virkeligheden er en tilpasset VisualCAM der er integreret i Alibre CAD. Det fungerer faktisk ret godt.

Jeg startede med at fræse den i abs plastik – og konceptet var super. I praksis kunne jeg dog ikke fræse sekskanten med en 2mm fræser (og jeg har ikke rigtigt held med mindre fræsere). Men det gjorde ikke så meget – jeg klemte den bare ned over og sekskanten og satte låseskruen i.

Og voila – havde jeg en ny låsearm:

Helt perfekt – bortset fra at den ikke kunne holde…:

Nå – men så må det jo blive i aluminium i stedet.

Jeg har eksperimenteret med aluminium i fræseren. Jeg brugte en feed and speed calculator (link).. Konklusionen er at med max spindelhastighed (~13.000 o/min), 2-skærs 2mm fræser, 1mm spåndybde og køle med sprit – ja så virker 200mm/min fint.

Så jeg reprogrammerede CAM-jobbet og kørte en tur mere i fræseren – nu i 2mm aluminium.

Som det kan ses laver den lidt rigeligt med grater – måske fræseren skulle have været skiftet til en ny og skarpere…

Men efter at have givet låsearmen en tur med filen så lykkedes det at montere den:

Og i samlet tilstand:

Så må vi se om det kan holde i alu…

Tjae… Så skete det. Familien må synes at jeg har for meget fritid… Så nu giver jeg det det skud – og tænker at benytte sitet her til at samle mine nørdede projekter og tanker… Hvad det udvikler sig er helt og aldeles uklart for mig lige nu…